Eftertanker

I dag er det vintersolhverv. Det betyder, at vi står midt i det mørkeste, vi kommer til at opleve i år. Og så vender det. Fra nu af bliver lyset langsomt mere insisterende. Jeg glæder mig. Jeg glæder mig til ikke både at vågne i mørke og komme hjem i mørke. Vintersolhverv har været en stor begivenhed længe før kristendommen kom til. Dengang blev dagen betragtet som nytår – som et punkt, hvor solen døde og genopstod. Nogle steder holdt man sig vågen natten mellem den 21. og 22

I UngK havde vi “En snak om sorg” med Mark. Mark fortalte om at miste sin mor, og samtalen fik mig til at tænke over, at vi skal blive bedre til at tale om det at miste. For det er at forholde sig til død, og forestille os krisen. 

Forleden sad vi nogle stykker og snakkede sammen, og hvor der var én som sagde; ”Ved I egentlig godt, at træet ude i gårdhaven er gået...

En refleksion om ”sammenligningens uro”, liljer og fuglefløjt Måske lærer vi bare at være stille og lade os varme af fuglenes bekymringsløse fløjten og planternes fredelige stilhed. Hvorfor er det egentlig, at jeg går mig en tur, når jeg har brug for at få ro på tankerne? Det har jeg overvejet mange gang. Det er et mønster, som jeg har tyet til så længe jeg kan huske. Men hvorfor egentlig? I en tid, hvor alt går hurtigt, og hvor tempo og præstation er blevet daglig valuta, vi