Sammenligningens uro

En refleksion om ”sammenligningens uro”, liljer og fuglefløjt

Måske lærer vi bare at være stille og lade os varme af fuglenes bekymringsløse fløjten og planternes fredelige stilhed.

Hvorfor er det egentlig, at jeg går mig en tur, når jeg har brug for at få ro på tankerne? Det har jeg overvejet mange gang. Det er et mønster, som jeg har tyet til så længe jeg kan huske. Men hvorfor egentlig?

I en tid, hvor alt går hurtigt, og hvor tempo og præstation er blevet daglig valuta, virker ro som en mangelvare. Vi forholder os hele tiden til andre – på arbejdet, på studiet, på de sociale medier. Og hver gang vi forholder os til et andet menneske, forholder vi os også til os selv. Vi sammenligner os. Vi måler og vejer. Vi bliver betagede, forargede, forelskede, inspirerede – vi bliver noget i mødet med et andet menneske. Det gør vi, fordi mødet med den anden aktiverer noget i os: Et hurtigt, instinktivt spørgsmål melder sig – er jeg det sted, jeg ønsker at være? Lever jeg det liv, jeg gerne vil leve? Er jeg mig selv?

Jeg fik et bud på, hvad der sker, når jeg går en tur, da jeg læste Søren Kierkegaards værk Lilien på marken og fuglen under himlen. I stedet for at give os abstrakte råd om sindsro eller selvudvikling, peger Kierkegaard på noget helt konkret: naturen. Kierkegaard tager udgangspunkt i Bjergprædiken, hvor Jesus siger: ”Betragt himlens fugle: De sår ikke, og de hverken høster eller samler i lade, og jeres himmelske Fader giver dem føden”. I vers 28 siger han også ”Tag ved lære af markens liljer, hvorledes de vokser op: De hverken arbejder eller spinder”. 

Kierkegaard tager opfordringen alvorligt. Han mener, vi virkelig skal lære – og ikke bare betragte på afstand. Vi skal lade os undervise af liljen og fuglen. Ikke som romantiske symboler, men som levende væsener, der viser os en anden måde at være i verden på.

Den første lektion handler om stilhed. Fuglen taler ikke, og liljen råber ikke højt. De er, hvor de er. Mennesket derimod fylder verden med ord – vi taler mere, end vi lytter, og vi taler os ofte væk fra os selv. Kierkegaard mener, at det at tale for meget er en vej til bekymring. At tie stille er en vej til fred.

Den næste lektion er liljens lydighed. Liljen forsøger ikke at være noget andet end det, den er. Den vokser ikke et andet sted for at tage sig bedre ud. Den spejler sig ikke i de andre liljer for at finde sin værdi. Den er. Den står, hvor den er, og udfolder sig derfra. Det er et smukt billede på noget, vi har så svært ved: at forlige os med os selv, uden hele tiden at ville være noget andet, et andet sted, på vej mod noget nyt.

Og endelig: Vi skal lære at lægge vores bekymringer fra os. Ikke nødvendigvis hos Gud – selvom det er Kierkegaards valg – men i hænderne på noget større end os selv. For uanset hvor meget vi forsøger at planlægge, forudse og kontrollere, så er fremtiden stadig uvis. Og bekymring ændrer ikke på det. Den stjæler blot nuet fra os.

Kierkegaard skriver: "at Du blev til, at Du blev Menneske; at Du kan se, at Du kan høre, at Du kan lugte, at Du kan smage, at Du kan føle; at Solen skinner for dig – og for Din skyld."

Det er en påmindelse om, at livet i sig selv er en gave. At det er vidunderligt at være til – også uden at præstere noget særligt. Også uden at være på vej.

Så måske skal vi – bare et øjeblik – sætte os og mærke det. At vi er her. At vi ikke behøver at være et andet sted. At vi ikke skal sammenligne os. At der ikke er noget rigtigt og forkert. Der kommer det, som kommer. Og måske viser naturen os noget. Måske lærer vi noget om os selv. Om hinanden. Måske lærer vi bare at være stille og lade os varme af fuglenes bekymringsløse fløjten og planternes fredelige stilhed.

Vi skal lære os selv at kende – og ikke altid jagte den, som vi ville ønske, at vi var.

Mia Schmidt-Mikkelsen, Ungdomspræst i UngK