Båltale - Sankthansaften 2025

Forleden sad vi nogle stykker og snakkede sammen, og hvor der var én som sagde; ”Ved I egentlig godt, at træet ude i gårdhaven er gået ud?” og det havde jeg ikke set, og dagen efter gik jeg ud i gården og så på træet; det var meningen, at det skulle stå i fuldt flor med grønne blade og give os skygge. Men der stod det med helt krøllede blade og tørre grene og lignede, at det havde besluttet sig for at iklæde sig efterår.

Jeg har været lidt besat af det træ siden det gik op for mig, at det er ved at tage afsked med verden. Tænk at det træ har stået her de sidste ca 50 år. Det har på en eller anden måde været et livsvidne til det her sted og de mennesker, som er kommet her! Tænk hvad det træ har set? Folk, der blev døbt dengang UngK ikke var UngK men apostolsk kirke. Folk, der blev viet, bisat. Folk i glæde og i sorg. Folk, der trængte ind i kirken, dengang den stod tom og forladt, for at holde raves. Folk der har forceret muren eller porten for at finde fred til et fix eller et par timers ro i soveposen. Folk der har fjernet ukrudt. Plantet solsikker. Børn, unge, gamle.

På en eller anden måde har det stået der – roligt og stort – og har vidst alt muligt. Set alt muligt. Men har ikke sladret. Har ikke ændret på sig selv efter tidens trend. Det har bare været. Det står derude i gårdhaven blandt mursten, beton, porte og jerntrapper. Det står derude som det eneste, der i virkeligheden har noget på spil.

Alt har en ende. Både sommeren. Et træ. Eksamensperioder. Barndom. Ungdom. Voksenliv. Livet egentlig. Men hvor er det vigtigt at fylde det med noget, som kan gå i stykker. Brase sammen. Noget blødt. Jeg tror, at genfortryllelse af verden er nødvendig, og jeg tror, at vi må vække trolde til live og finde gamle heksebesværgelser og læse dem. Uden det er træer ikke andet end noget, der bare kan fældes – og mennesker ikke andet end hylstre, der arbejder. Værdien af alt det bløde bliver gjort hård; man har værdi så længe man har en funktion. Ikke bare fordi man er.

Så i dag skal I hjælpe os med at tage afsked med vores store træ. Gå ud og hvisk det en hemmelighed. Knæk en gren af og gem i et smykkeskrin. Skriv det en lille hilsen og giv det til ilden. Kram det. Send det en tanke i aften inden du lægger dig til at sove.

Måske det er fjollet. Måske det er vigtigt. For når vi ærer det, der har levet, bliver vi mindet om vores eget liv – og at det ikke skal leves som en to do-liste, men som noget magisk og enestående, der rækker langt ud over det, som vi kun lige ser nu og her eller forstår med vores logik.

Jeg vil gerne slutte af med at læse et digt op af Inger Christensen for jer – og også til træet.

1 Et samfund kan være så stenet,

at alt er en eneste blok,

l: og indbyggermassen så benet,

at livet er gået i chok. : I

2 Og hjertet er helt i skygge,

og hjertet er næsten hørt op,

l: til nogen begynder at bygge

en by, der er blød som en krop.